Fangekorets tur til Grønland
Løsladte medlemmer af Fangekoret har den seneste uge været i Grønland for at sprede budskabet om glæden ved musik og sang. Koret har været i Ilulissat hvor der blev sunget for og med de indsatte i Anstalten for domfældte. Der blev også tid til at optræde i kirken Nalagkavta Igdlua.
Dernæst gik turen til Nuuk med optrædener på spillestedet Katuaq Kulturip Illorsua, i Hans Egedes Kirke samt debat og koncert på Ilisimatusarfik (Universitet i Nuuk).
Hovedformålet i Nuuk var at lave musik-workshops med de indsatte i det nyåbnede fængsel. Tre dage i træk sang kormedlemmerne for og med forskellige grupper af indsatte. Det vakte stor glæde og det er vores håb – sammen med kriminalforsorgen – at der hermed er dannet grobund for opstart af musikaktiviteter indenfor murene i Nuuk.
Vi vil gerne takke for den store imødekommenhed, åbenhed og venlighed vi er blevet mødt med alle vegne. Lige fra fængselspersonale, kriminalforsorg, kommunalt ansatte, KNR.gl (Grønlands nyhedsmedie) til præster, studerende, lærere, publikummer og ikke mindst alle de indsatte som har taget imod med smil og åbne sind.
Det har været dejligt og givende at kunne sprede glæde, latter og god energi ved at finde fælles forståelse i sang og musik.
Stort tak til Nordisk Kulturfond og Den Grønlandske Fond for at støtte projektet.
Hilsen Fangekoret &
korleder Louise Adrian