Hver uge ser de implicerede hen til søndagens gudstjeneste, hvor de ved Louise Adrians fødselshjælp udgør et kirkekor.

Men også fredagen er et højdepunkt, timerne, hvor Louise og de indsatte får lov til at øve sig sammen og at mødes på tværs af ellers aflåste afdelinger for at opdyrke et nyt fællesskab.

Her lærer de indsatte at indgå i glædesfyldte sociale sammenhænge, at tage hensyn og ansvar for hinanden og - ikke mindst - for helheden. Hvilken forandring i holdninger betyder det mon ikke for den enkelte, som ellers har måttet fighte sig gennem livet alene på bedste beskub?

At Louise Adrian formår at yde denne indsats, er for mig at se epokegørende vigtig. Ikke blot for det enkelte ellers så isolerede menneske, som får mulighed for "at vokse" gennem dette projekt.

Nej - samfundsmæssigt er det simpelthen banebrydende for nye nødvendige tanker omkring vort fængselsvæsen, som desværre har trange kår i vores Velfærds-Danmark. Her fokuserer vi altid mere på straf og mindre på udvikling og opbyggelse af mennesker.

Dette sidste kan egentlig undre, da netop dén slags tankegang betyder et gigantisk ressourcespild, økonomisk som menneskeligt.


At beskæftige sig med det musiske har til alle tider, fra antikkens riger og op gennem århundreder, skænket mennesker åndfuldhed, glæde og mod.

Hvad betød det eksempelvis ikke for fangerne, i de tyske kz-lejre under 2. verdenskrig, at få lov til at danne et orkester?

Mange overlevede psykisk ved glæden og fordybelsen i musikken.


På samme måde kan det for det enkelte menneskes liv betyde kvantespring at udtrykke sig musisk. Dét, at få lov til at bruge sig selv som værktøj, dét giver selvværd, harmoni og håb.

Ja, det giver selvglæde i ordets allermest positive forstand; glæde ved at bruge sig selv og livet, det giver overskud til at være tolerant og ydende i forhold til omverdenen - og dét er jo ille så dårligt, hverken for den enkelte selv - eller samfundet.

Et sådant kvantespring ind i håbet har vi alle brug for.


Derfor er det med stolthed, at jeg - som protektor for indsatte i Vridsløselille fængsel - anbefaler til enhver, som har den lidenskab at måtte støtte andre mennesker, også at hjælpe med at "Fangernes Kor" kan nå udover fængslets mure".


Lone Hertz

Skuespiller


"Jeg har hørt de indsatte i Vridsløselille Fængsel synge. Jeg har hørt "Fangernes Kor". En gribende oplevelse".

"Voksne mandsstemmer, hærdet af livet, men med al den uskyld, der ligger i uskolede, søgende stemmer, som søger sig vej af nye ukendte stier i livet.

Disse mænd synger salmer og nydigtede, rørende sange om eget liv. Og de gør det med en glæde og et engagement, som er - ja - gribende at få lov til at være vidne til.

Dette mandskor, bag fængslets mure, er samlet ved et ildmenneskes hjælp.

Fængselsorganist Louise Adrian er den absolutte banebryder mændenes musiske interesse og deres udfoldelse.


PROTECTOR TILBAGE

PROTECTOR TILBAGE